Søg

  Search
Efteruddannelser og kurser  >  Diakonifaglig efteruddannelse
  

Diakonifaglig efteruddannelse
Diakoniuddannelsen ved Institut for Diakoni og Sjælesorg er en tre og et halvt årig praksis orienteret uddannelse med fokus på at styrke fagligheden i den studerendes personlige og professionelle arbejde ud fra et kristent livssyn og værdigrundlag.

Det knytter sig til miljøer, hvor det medmenneskelige møde er i fokus.
Kan tages sammen med et fuldtidsarbejde.

Personlig udvikling
Pga. uddannelsens særlige karakter oprettes små hold, der giver lærerne optimale muligheder for at være sparringspartnere for de studerendes personlige udvikling.

Målgruppe
Uddannelsen henvender sig til personer, der arbejder med mennesker. Det være sig ansatte i social- og sundhedssektoren, medarbejdere og frivillige i kirken, ansatte i diakonale organisationer, pædagoger og andre med interesse for diakoni. Uddannelsen kan også tages som en efteruddannelse for diakoner.

Kompetence
Den studerende får opgraderet sin personlige, handlingsmæssige og teoretiske kompetence, når det drejer sig om at kunne koble faglighed, værdigrundlag og personlige ressourcer som en ny kompetence ind i det faglige arbejde med mennesker.
Det indebærer bl.a. at den studerende sættes i stand til

  • at beskrive diakoniens og sjælesorgens særlige faglighed med henblik på at implementere dette i de daglige arbejdssituationer
  • opøver en personlig integritet til at komme nær og forblive nærværende, især i de livssituationer, der er umiddelbart menneskelige uløselige og uforståelige
  • bliver fortrolig med væren som et fagligt redskab på linje med handling og viden og at kunne anvende dette på en professionel måde
  • erhverver sig en tydelig bevidsthed om egne værdier og en evne til at bevæge sig i forskellige værdisæt, uden at tage patent på nogle.

Det betyder bla. at den studerende får redskaber til at støtte det enkelte menneske i at integrere sit eget værdigrundlag, således at det bliver en livsressource

Studiets indhold
Studiet er delt op to fagområder. Det ene er basisfag, som relaterer til de værdibaserede fagområder, som kristendom og teologi og udgør omkring en tredjedel. Det andet er kompetencefag, som relaterer sig til de procesorienterede områder, som sjælesorg med anvendt psykologi, supervision, gruppe, personlig vejledning og diakonale kompetencer.

Optagelseskrav
Faglig grunduddannelse af mindst 3 års varighed samt grundlæggende kendskab til kristendom. Ansøgere udvælges på baggrund af det indsendte ansøgningsskema. Ansøgeren må forpligte sig til at arbejde med sig selv i uddannelsesperioden, da den personlige proces indgår som en væsentlig del af uddannelsen.

Omfang
Uddannelsen er normeret til 3 år og 4 måneder. Den består af 63 kursusdage, fordelt på 9 uger og 6 forlængede weekends. Der må påregnes en del skriftligt arbejde. Man tilmeldes et år ad gangen.

Evaluering og eksamen
Der er obligatorisk undervisning i alle fag. Evaluering af den studerende foretages løbende på baggrund af skriftlige hjemmeopgaver og en obligatorisk samtale efter 1. år.
 
Efter sidste kursusophold skrives en eksamensopgave på max. 15 sider. Opgaven forsvares ved en mundtlig eksamen i april med ekstern censor.
Eksamensopgaven integrerer det lærte, både teoretisk, teknisk og personligt i den studerendes egen sammenhæng på arbejdspladsen.
Eksamensopgaven skrives hjemme, og der er obligatorisk vejledning ved en af uddannelsens faste lærere.

Pris pr. år
Kursusafgift 18.500 kr., kost og logi 10.000 kr. (2011)

 

 

  
Institut for Diakoni l Kolonivej 19 l 4293 Dianalund l Tlf.: 58 27 12 55 l Fax: 58 27 10 50 l diakoni@filadelfia.dk